Hjørnholms Pileblog: oktober 2012

tirsdag den 23. oktober 2012

Travlhed i værkstedet

Det er godt nok længe siden, at jeg fået skrevet lidt nyt på bloggen og det beklager jeg selvfølgeligt.
Det er jo ikke fordi der ikke er gang i noget her, men måske snarere det modsatte.

Men hermed lidt nyt:
Jeg fletter på livet løs til Baskets4Life´s store udstilling i Rundetårn. Vi har fernisering på udstillingen "Mellem Linjerne" d. 23 november og udstillingen kører indtil d. 6. januar 2013.
Se mere på www.baskets4life.dk eller Facebook....
Udstillingen består af en fælles del med 8 store billeder lavet af en masse rammer i 2 størrelser.
Hvert billede har et tema, en farve eller materialebegrænsning. Vi er alle 10 fra gruppen repræsenteret i hvert billede med indtil flere rammer, og det spændende er så hvordan det fungerer når vi skal sætte dem sammen for første gang i Rundetårn.....
Vi ved ikke helt hvordan hinandens rammer ser ud, så det bliver godt nok interessant.
Vi har dog lavet en prøveophængning med et af temaerne og var begejstrede for resultatet, men derfor er det alligevel helt vildt spændende at se dem alle i Rundetårn.
Udover rammerne er vi alle repræsenteret med en serie kurve eller skulpturer, så der bliver en del at se på.-  et par af mine kan ses på nedenstående billede.



Jeg er netop blevet færdig med min del af rammerne, og det har været dejligt at lave en del indenfor kort tid. Der kom et helt andet flow i produktionen og fordybelsen. Mine rammer og mange af de andres viser vores inspirationskilder, fordybelsen i et materiale eller en detalje, og måske vil billederne virke som inspiration og forundring, lidt som at gå på opdagelse i John Olsens "Undrekammer" på Holstebro Museum, hvor ting fra naturen er samlet og sat sammen så man forundres. Ting man ellers ikke lægger mærke til får pludseligt en anden betydning, - en forundring af detaljen, dens skønhed eller finurlighed.

Lidt billeder af rammedetaljer uden at røbe for meget om, hvordan det kommer til at se ud i Rundetårn....





Men inden det bliver tid til udstillingen i Rundetårn, er der lige en udstilling i Århus, da jeg er med på årets KiC udstilling i Ridehuset d. 2 - 4 november. Til denne udstilling har jeg haft travlt med at flette en del kurve og tasker, og er ved at flette endnu nogle stykker, selvom det bliver småt med tiden fra nu af, da der er en del undervisning inden udstillingen.

Men kig forbi udstillingen i Århus eller i København.