Hjørnholms Pileblog: december 2013

mandag den 16. december 2013

De sidste kurve i 2013 ...

Har haft meget tid i værkstedet her i november og december og har dermed fået fyldt godt op på hylderne med kurve og tasker.
Sommeren gik jo med en del rejseaktivitet og en del andre projekter, så det var helt godt at komme tilbage på sin vante bænk i værkstedet. Mangen en lydbog eller P1 program er blevet hørt, samtidigt med at fokus har været på nye kurve.
Der har indimellem været bestillinger og lidt kurser der skulle klares, men det har ikke forstyrret det "flow" man til sidst kommer i når der er tid til fordybelse.
Den første uge var den sværeste, for hvad var det lige for nogle kurve man skulle lave?
Men ret hurtigt fik jeg gang i nogle forskellige modeller og nogle af dem har jeg vist i tidligere indlæg, som en del rammeværkskurve af den lidt store slags....
Der er dog kommet flere rammeværkskurve og fade til i lidt forskellige størrelser, samt en del indkøbskurve og lidt tasker m.m. Ja og så selvfølgelig en sværm fuglefoderhuse og andet flet til fugle, det er jo altid en populær julegave.

Mange af de kurve jeg laver her i vintermånederne er nogle jeg sælger i det nye år,( forhåbentlig). Her er der jo allerede planer om kurser, markeder og udstillinger i ind og udland, så det kan jeg jo gå og glæde mig til.

Men lige et par billeder af nogle af dette års sidste kurve, som nu er på hylderne i værkstedet, og venter på den rette ejermand.

Har flettet nogle "skovkurve" med sideflet af lærkegrene.



- har aldrig brudt mig specielt om fransk flødefarvet, fordi den er så blød, men som sideflet som her er den faktisk meget flot.


Purpurea i rammeværkskurve, - ja det er jo en anden snak.....



En meget stor Brigitte Bardot kurv i 3 slags pil og med bark kanter...


2 søde små tasker i dug-, purpurea- og rosmarinpil. Sidstnævnte taske tog meget lang tid, men det er jo skønt at kunne springe fra det fine til det grove og få så forskellige udtryk.




God jul og godt nytår til alle, og tak for mange gode flettesammenhænge....




søndag den 15. december 2013

Gåsebur

I denne søde juletid viser TV2 julekalenderen "Julemanden og tvillingerne", som ifølge pressen både er skyld i børns mareridt og sene sengetid.... Jeg kan ikke selv følge med i julekalenderen, da vi har valgt TV2 fra, da man skulle betale ekstra for denne tjeneste.
Grunden til at jeg nævner denne serie er at julemandens kone bliver tryllet om til en gås....



Gåsen kunne åbenbart ikke gå frit omkring under optagelserne, så derfor blev jeg i maj ringet op om jeg kunne lave et gåsebur.
Jeg flettede buret som en stor kuppel, ikke helt uden visse frustrationer og hjælpemidler, men det gik...


Hjemme havde jeg ingen gås at afprøve buret på, men jeg fangede dog en hund, hvilket hun (Sally) ikke syntes var sjovt. Bemærk halen som er hendes humørbarometer.